Energi og klima
I Guldborgsundlisten tager vi klimaforandringerne alvorligt og arbejder målrettet for en grønnere og mere bæredygtig kommune.
Klimatilpasning – vand udfordrer!
Vi tager klimaforandringerne alvorligt. Guldborgsund ligger lavt og tæt på vandet – og vi har et særligt ansvar for at beskytte både borgere, byggeri og natur mod stigende vandstande og ekstremt vejr. Klimasikring skal være langsigtet og lokal.
Aktuelle udfordringer
Flere områder i kommunen trues af oversvømmelser. Grundvandet stiger, kloakkerne presses, og der mangler en samlet indsats for klimatilpasning. Samtidig savner mange borgere viden og vejledning om, hvordan de selv kan sikre deres ejendom.
Det vil vi konkret gøre
-
Udarbejde konkrete klimasikringsplaner for udsatte områder.
-
Etablere et lokalt klimatilpasningsråd med borgerinddragelse.
-
Investere i grundvandsbeskyttelse og kystsikring.
-
Oprette en klimaforvaltning, der både vejleder og forebygger.
Sol og vind – med måde
Guldborgsund skal naturligvis deltage aktivt i den grønne omstilling. Vi holder fast i målsætningen om, at kommunen skal være klimaneutral i 2050 og allerede i 2030 have reduceret sit CO2-udslip med 80%. Vi siger ja til sol og vind – men med måde.
Aktuelle udfordringer
I Guldborgsund har vi allerede lagt pænt med areal til både vindmøller og solcelleparker. Og spørgsmålet er, hvor mange flere landbrugsarealer vi kan udtage til vindmøller og solcelleparker og fortsat hævde, at kulturlandskabet i Guldborgsund kommune er værd at hæge om og besøge.
Det vil vi konkret gøre:
-
Sikre at borgerne inddrages tidligt, når der opstår nye planer om yderligere opstilling af vindmøller og solceller og at deres eventuelle indvendinger tages alvorligt.
-
Arbejde for at gøre det muligt og attraktivt for virksomhederne i kommunen at forsyne deres bygninger med solceller.









