Job og erhverv
I Guldborgsundlisten arbejder vi for et stærkt arbejdsmarked og et dynamisk erhvervsliv. Vi vil skabe en jobindsats, hvor ledige mødes med værdighed og reel hjælp til at komme videre – og vi vil udvikle Guldborgsund som et laboratorium for grøn vækst og nye arbejdspladser. Sammen med virksomheder, uddannelser og civilsamfund skal vi sikre både tryghed for borgerne og vækst for kommunen.
Effektiv jobindsats
Alle, der kan, skal bidrage – og alle skal mødes med tillid, respekt og reel hjælp. Jobindsatsen skal være enkel, værdig og målrettet, så mennesker kommer i arbejde eller uddannelse på en måde, der giver mening for dem selv og for samfundet.
Aktuelle udfordringer
Jobcentrene har længe været præget af bureaukrati og standardiserede forløb, som ikke nødvendigvis hjælper ledige videre. Alt for mange føler sig fastholdt i systemer frem for hjulpet videre. Det nye reformarbejde fra Folketinget åbner heldigvis mulighed for forandring.
Det vil vi konkret gøre
-
Sikre, at Guldborgsund udnytter jobcenterreformen til at skabe en enkel og effektiv beskæftigelsesindsats.
-
Prioritere værdighed i mødet med de ledige – med færre regler og mere individuel støtte.
-
Samarbejde med erhvervsliv, a-kasser og uddannelsesinstitutioner om konkrete jobveje.
-
Målrette indsatsen efter princippet: Hjælp først – kontrol kun hvor nødvendigt.
Guldborgsund som laboratorium for erhvervsudvikling
Et stærkt erhvervsliv er fundamentet for en velfungerende kommune. Vi ønsker at gøre Guldborgsund til et moderne laboratorium for grøn vækst, innovation og nye arbejdspladser. Kommunen skal være en åben og effektiv samarbejdspartner for både store og små virksomheder.
Aktuelle udfordringer
Erhvervslivet efterspørger hurtig sagsbehandling, bedre infrastruktur og adgang til kvalificeret arbejdskraft. Potentialet for at tiltrække virksomheder inden for grøn teknologi og datacentre er stort, men kræver målrettet indsats.
Det vil vi konkret gøre
-
Styrke den kommunale erhvervsservice og forkorte svartider.
-
Tiltrække virksomheder inden for grøn omstilling og teknologi.
-
Udvikle Guldborgsund som testområde for datacentre og vedvarende energi.
-
Styrke samarbejdet mellem kommune, erhverv, uddannelser og arbejdsmarked.









